Fødselsberetning - Del 3

Min mand er ved at få luft i fødekaret, da jeg får endnu en kraftig ve. Den er så intense, at det føles som om noget er ved at trænge sig igennem. Jeg begynder at græde og mærker rent instinktivt at jeg skal ringe ind til fødemodtagelsen.

Klokken er 21.50, og jeg får fat i den samme jordemoder som jeg tidligere talte med. Jeg forklar hende hele situationen omkring ve-appen, og idet hun skal til at stille mig et spørgsmål, får jeg endnu en ve, der den her gang er så kraftig, at jeg slet ikke kan føre en samtale med hende.

Da veen stilner af, er jordemoderen ikke et sekund i tvivl om, at det er tid til at få en jordemoder hjem til mig hurtigst muligt. Så snart hun lægger på, ringer jeg tilbage til Mathilde og beder hende om at komme hurtigst muligt.

Klokken 22.10 ringer den jordemoder, som jeg har fået tildelt.
En ve er netop lige stilnet af, og jeg kan derfor sagtens føre en samtale med hende. Ulempen ved det er, at jordemoderen formoder, at jeg ikke er så langt henne i fødselsprocessen.

Hun tøver derfor i første omgang med at komme, men fordi jeg er andengangs fødende, og tingene hurtigt kan udvikle sig, vælger hun for en sikkerhedsskyld at komme hjem til os. Hun vil dog gerne læse min journal igennem først, hvilket betyder at der vil gå yderligere 30-40 minutter, før hun ankommer.

Selvom jeg føler, at jeg er på grænsen til at skulle presse, vælger jeg ikke at sige hvordan jeg har det, da jeg tænker, at jordemoderen ved bedst og at hendes formodning om, at jeg ikke er så langt henne i fødselsprocessen, er rigtigt.

Efter samtalen med jordmoderen, får jeg en ve, der er så kraftig at det både brænder, niver og spænder i mit underliv. Mit urinrør begynder ligeledes at gør ondt, så det føles som om jeg har fået lagt et kateter op. Det bringer minder frem fra min første fødsel, og jeg bliver enormt ked af det.

Jeg prøver at fokusere på min vejrtrækning, men min krop er gået i alarmberedskab. Jeg har svært ved at slappe af, får hjertebanken, græder og bliver enormt bange, uden at vide hvad det egentlig er, at jeg er bange for.

Heldigvis ringer det på døren, og i det sekund, at jeg hører Mathildes stemme, mærker jeg en kæmpe lettelse og en følelse af, at jeg kan trække vejret igen.

Det første jeg gør er, at lægge telefonen fra mig, lukke øjnene og tage en dyb indånding efterfulgt af et dyb suk. Jeg føler, at jeg endelig kan give slip på den her facade, som jeg har haft på hele dagen, og bare forsvinde ind i mig selv og tillade andre at tag sig af mig.

Veerne kommer ved den mindste bevægelse og jeg forsvinder mere og mere ind i en slags trance. Mathilde er hurtig til at få dannet sig et overblik, og formår samtidig at være hos mig, hver gang der kommer en ve. Hendes rolig og dybe vejrtrækning hjælper mig med at synke dybere ned i min krop, mens hun med sin kærlig og omsorgsfulde guidning, minder mig om, at spænde af i kæben og bækkenbunden.

Klokken er omkring 22.40 da det ringer på døren. Det er jordemoderen.
Mathilde rejser sig for at gå ud på gangen for at tage imod hende, og siger med lavt stemme, at jeg lige har fået en ve, som en slags hentydning til, at der ikke lige skal snakkes.

Jordemoderen stiller sin store taske på gulvet i stuen, og begynder med det samme at snakke om vores gulv, og hvordan det minder hende om hendes egne gulv derhjemme. Det undre mig helt vildt, at det er det første hun siger, da hun træder ind i stuen, og selvom jeg på en måde synes at det vildt forstyrrende, så synes jeg samtidig også at det er lidt sjovt. Hun har tydeligvis ikke helt opfanget Mathildes hentydning,

Da veen er stilnet af, siger jeg til jordemoderen, at hun kan have sin computer og diverse ting henne ved skrivebordet og peger hen på mit lille kontorhjørne. På skrivebordet har jeg nemlig lagt mit fødselsbrev, som jordemoderen læser, og dermed hurtigt får en fornemmelse af, hvad jeg har brug for og ønsker omkring hjemmefødslen (Fx at jeg ikke ønsker vaginale undersøgelser medmindre det er absolut nødvendigt) - som hun iøvrigt respektere fuldt ud

Den næste times tid ligger jeg for det meste i sofaen og prøver blot at komme igennem veerne, som bliver mere og mere intense.

På et tidspunkt siger jeg at jeg har det som om jeg skal tisse, men uden faktisk at skulle det, hvortil jordemoderen svarer, at der højt sandsynligt vil komme en ve om lidt.
Rigtigt nok kom veen lige efter, men den her gang føles den anderledes. Det føles som om noget presser på og der er den her tyngde i mit underliv, som får mig til at stønne og græde. Jeg mærker panikken vokse i mig og mit underliv gør så ondt, at jeg slet ikke kan slappe af. Jeg siger til min mand og Mathilde at de skal fylde vand i fødekaret, da jeg er sikker på at han kommer om lidt.

Jeg rejser mig fra sofaen og går på toilettet. Mathilde tilbyder at komme med, men jeg siger til hende at jeg lige vil prøve at tisse. Mens jeg sidder på toilettet kommer endnu en ve. Jeg tager et hjørne af et håndklæde som hænger på væggen, og bider tænderne i det, mens jeg giver mig til at stønne og græde.

Da jeg tørre mig er der blod på toiletpapiret, hvilket forskrækker mig lidt. Jeg åbner døren og råber ud til jordemoderen at jeg bløder, men hendes rolig og opløftende stemme forsikre mig om, at alting er som det skal være, hvilket hurtigt får mig til at slappe af igen.

Jeg ligger mig tilbage i sofaen, og får med det samme en ve, som i den grad slår mig helt ud.
Jeg giver udtryk for at jeg skal presse og fornemmer med det samme på jordemoderen, at hun bliver lidt overrasket og tøver lidt, men siger derefter, at jeg gerne må presse med, hvis jeg fornemmer en pressetrang.

Jeg mærker et behov for at få alt mit tøj af, som Mathilde hjælper mig med, mens min mand forsat er ved at få vand i fødekaret. Veerne er så intense nu, at jeg på et tidspunkt, efter en ve, begynder at ryste og får kuldegys, men uden egentlig at fryse. Jordemoderen spørger om, jeg har det som at have feber, hvilket jeg svar ja til. Hun forsikre mig om, at alt er okay og at det netop godt kan føles sådan i overgangen til pressefasen.

Klokken er omkring 00.00 da jeg endelig kommer op i fødekaret. Det varme vand føles så dejligt at komme ned i, og jeg mærker straks hvordan jeg slapper af i hele kroppen og i underlivet. Smerten i urinrøret er forsvundet, og jeg har det ikke længere som om jeg har feber. Ligeledes er den krampelignende smerte i maven også stilnet af, så smerten nu primært er omkring lænden. Det hjælper meget, at Mathilde hælder det varme vand hen over min lænd, da det på en måde er smertelindrende.

Den mest behagelig og “naturlig” position for mig at være i, er på “alle fire”, hvor jeg læner mig op ad kanten af fødekaret, mens min man sidder over for og holder sine arme om mig. Veerne er gået lidt i stå, hvilket jordemoderen siger er helt normalt, og jeg får derfor en velfortjent lille pause.

Der går ca.10 minutter fra jeg kommer op i fødekaret, til jeg får en ve igen. Jeg kan slet ikke lade vær med at sige en masse lyde, og jeg får pludselig den vildeste trang til at presse, som giver et lille ryk i mit underliv da jeg presser med.

Jeg siger til jordemoderen, at jeg har det som om han kommer om lidt, og jeg begynder at græde. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg bliver på en måde bange for veerne.

Jordemoderen går hen til fødekaret og siger med en rolig stemme, at der gerne må slukkes for vandet, da hun også tror at vores søn kommer om lidt. Hun kan nemlig se på mit mellemkøb, at det er påvirket. Det er så befriende at mærke, hvordan jordemoderen fuldt ud har tillid til mig og bakker mig op i det jeg mærker, hvilket får mig til at føle mig endnu mere tryg i hele processen.

Det er så intense at presse, at jeg flere gange føler at jeg skal kaste op. På et tidspunkt placere jeg min hånd ved skedeåbning og mens jeg presser, kan jeg pludselig mærke at vandet går. Jeg siger det til jordemoderen, som igen bekræfter mig i, at vandet ER gået, og forsikre mig om, at alting er godt.

Der er nu gået  ca 20 minutter siden jeg kom op i fødekaret og jeg kan nu mærke min søns hoved i skedeåbning. Jeg er ved at være træt.  Hver gang jeg føler at hans hovede er lige ved at trænge sig igennem, forsvinder han ind igen, hvilket udløser en enormt frustration og en opgivende følelse i mig.

Klokken 00.30 sker det endelig. Jeg får en ve, og idet jeg presser med, mærker jeg pludselig hvordan min søns hoved “sætter sig fast”. Jeg mærker hvordan mit mellemkøb er spændt helt ud, hvilket giver en brændende fornemmelse der er så intens, at jeg hører mig selv nærmest råbe “Ring of fire - OH MY GOD”.

Jordemoderen siger, at det kan være en god ide at puste eller gispe, og mærkeligt nok føles det også som det mest naturlige ting at gøre. Jeg gisper som om det gjaldt mit liv, mens jeg brøler “OH GOD, OH GOD!” For Det er så intense at være i.

Da endnu en ve kommer, brøler jeg “Han kommer nu!” efterfulgt af en langt udånding, mens jeg presser. Og rigtigt nok trænger hans hoved igennem og alt smerten forsvinder i et split sekund. Jeg kan nu med min hånd mærke min søns øjne, næse, øre og hår, og hele min krop slapper fuldstændig af. Jeg kigger på min mand, og siger “han er her nu”, og spørger om han vil mærke, men han virker lidt overvældet af det hele.

Jeg hører Mathilde sige: “Han er her, vi kan se ham. Han er lige her. Kan du mærke ham?”

Min mand rejser sig for at gå hen til Mathilde for at se hvordan vores søn svæver mellem to verdner. Hans hoved et nemlig ude, mens resten er kroppen forsat er inde i mig.

Jordmoderen hjælper med at holde min numse nede i vandet og siger, at han lige skal rotere færdig.

Kort tid efter siger hun lidt presset, at der meget gerne snart må komme en ve. I det sekund hun siger det, får jeg en ve og presser med, og mærker hvordan resten af min søns krop følger med ud - Det giver et lille jag i maven. Jordemoderen griber ham i vandet, får viklet navlesnoren fri, og derefter fører ham frem mod mig, så jeg selv kan tage ham op.

Jeg holder ham nu i mine hænder, og bruger lige et par sekunder på at iagttage ham. Jeg er vågnet helt op og er fuldstændig klar i mit hoved.

Han er så smuk, og jeg er så betaget af, hvordan han så fredeligt bare ligger der i vandet, med lukket øjne og endnu ikke ved, at han er blevet født. Jeg tager ham forsigtigt op til brystet og rent instinktivt begynder at kysse ham, mens jeg blidt banker ham i ryggen for at hjælpe ham med at folde lungerne ud.

Jeg ryster på hovedet, og kan slet ikke forstå hvad jeg lige har været igennem. Jeg kigger op på Mathilde der sidder med det største smil,og tårer i øjnene, og vi begynder begge to at grine. Jeg er fuldstændig høj på adrenalin og er mega stolt af mig selv.

Min søn kæmper lidt med vejrtrækningen, hvilket bekymre os en smule, men jordemoderen er fattet og rolig, og forsikre os alle om, at han er okay, og at hun har alt hvad hun skal bruge i tilfælde af, at han har brug for lidt hjælp. Vi ser derfor tiden an.

Jeg kommer op fra fødekaret og ligger mig i vores sofa, for at føde moderkagen.

Klokken er ca 00.40 da vores søn, August, bliver født og 15 minutter efter fødslen, hører jeg en lille stemme fra soveværelset der siger: “Mor”

Og vi kigger alle på hinanden med et kæmpe smil.

Det er min ældste søn, Lucas, der er vågnet, og min mand går ind for at hente ham.