Klokken er omkring 13.30 og jeg har lige afsluttet en telefonsamtale med en veninde.
Veerne tager til, og jeg mærker et behov for at trække gardinerne for i stuen, tænde op for stearinlysene og sætte en film på.
Min mand er netop lige trådt ind ad døren, og det giver mig endnu mere ro i kroppen, at have ham hjemme.
Vi ser filmen “Fatherhood” som både er sjov og rørende på samme tid. Vi griner en hel masse, hvilket jeg i den grad mærker har en kæmpe effekt på veerne. Nogle gange kommer veerne mens jeg griner, der på den ene side gør lidt ondt, og på den anden side kan min krop ikke helt opfatte graden af smerten, da det på en måde er smertelindrende at grine.
Der er på et tidspunkt, hvor jeg, efter en ve, mærker hvordan hele min ryg og bækken “giver sig”. Det er lidt ligesom at være på morfin, hvor rygsøjlen bliver helt tung, afspændt og smertefri, og samtidig gør en lidt høj / skæv (hvilket jeg netop føler lidt, at jeg er).
Klokken 15.30 begynder jeg at få kvalme og render ind og ud af toilettet, som om jeg er ramt af roskildesyge. Heldigvis ved jeg, at det er et tegn på, at kroppen er ved at rense ud og gøre sig klar til fødslen.
Da klokken er 16.42, skriver Kirsten at hun er på vej hjem med vores søn. Jeg glæder mig helt vildt til at favne ham, og synes pludselig at han har været væk meget længe.
Veerne føles meget kraftigere, og kommer nu med 7 - 8 minutters mellemrum. Ifølge appen varer de dog stadig kun 35 sekunder, hvilket undre mig, da jeg egentlig synes at de føles meget længere og meget mere intense. Men jeg vælger at stole på appen, og stole på, at den vil give mig besked, når det er tid til at ringe til hospitalet.
Da min søn endelig kommer hjem, mærker jeg endnu et overflod af lykke og ro i hele kroppen. På de få timer han har været væk, er det som om han pludselig er vokset 10 cm. Jeg kigger på ham og kan slet ikke forstå at det allerede er 3 år siden han landede i mine arme for første gang. Jeg får lyst til at græde, fordi jeg pludselig føler, at jeg ikke har haft nok tid med ham.
Jeg aftaler med Kirsten, at jeg ringer i løbet af natten, hvis der er behov for det. Jeg er så dybt taknemmelig for, at hun vil være på stand-by i tilfælde af, at Lucas skulle vågne under fødslen og blive for overvældet af hele situationen.
Klokken 19.17 ringer Mathilde til mig for at hører hvordan det står til. Jeg fortæller hende, at jeg stadig har veer, men at de forsat kun varer 35 sekunder. Under vores samtale får jeg en ve, hvor Mathilde bliver i røret og “lytter med” . Der er et eller andet i mig der bliver trigget af det, og jeg synes faktisk at det lidt svært, at have hende i røret, imens veen stilner af.
Hun spørger derefter, hvad jeg har brug for, men da “pleaseren” i mig på en måde er blevet aktiveret, har jeg faktisk lidt svært ved selv at mærke, hvad jeg har brug for, og bliver også i tvivl om, jeg har brug for, at hun skal komme.
Jeg beslutter mig for, at se tiden an og evt. putte Lucas så der er ro på herhjemme. Mathilde og jeg aftaler derfor, at ringes ved og at jeg lige ringer ind til fødemodtagelsen for at gøre dem opmærksom på, at jeg har veer.
Klokken er 19.26 og jeg får fat i en sød jordemoder. Det første hun spørger mig om er, hvor lang tid mine veer varer, hvor længe der går imellem veerne, og hvor længe jeg har haft veer. Jeg forklar at mine veer har været der hele dagen, og varer omkring 35 sekunder, men kommer nu med ca. 5-6 minutters mellemrum.
Mens vi snakker får jeg en ve, som jordemoderen gerne vil lytte med på, men endnu engang, bliver “pleaseren” i mig aktiveret. Selvom jeg inderst inde godt ved, at det kun er for at hjælpe mig bedst muligt, så er det tanken om, at der evt. kan være travlt inde på fødegangen, at jeg bliver lidt ubekvem. For er der noget jeg ikke ønsker, så er det at være til besvær. Så i stedet for egentlig at samarbejde med jordemoderen og lade hende lytte med på min ve, bider jeg smerten i mig, og med en glad og opløftende stemme prøver at snakke videre, inden veen overhovedet er stilnet af.
Det gør naturligvis, at jordemoderen har svære ved at gennemskue hvor jeg er i processen og giver sig derfor til at forklar, at veerne skal varer mere end 1 minut, og at det ikke har nogen betydning, hvor ofte veerne kommer. Hun siger, at så længe veerne forsat kun varer 35 sekunder, er det lige meget om veerne så kommer med 5 - 6 minutters mellemrum. Hun afslutter samtalen med at sige, at man normalt ikke kan fører en samtale når man har en ve. Så hun mener ikke at jeg er så langt henne i processen endnu, og beder mig derfor om, at ringe ind igen, når veerne tager til og varer ca. 1 minut eller mere.
Efter samtalen prøver jeg at spise lidt mere aftensmad, men veerne er så kraftige nu, at jeg ikke kan andet end at lægge mig "på alle fire" i sofaen og prøve at trække vejret dybt og slappe af i kroppen.
Af alle dage er det lige netop idag, at min søn vælger at tage sig rigtig god tid til, at spise sin aftensmad, hvilket begynder at presse mig lidt, da veerne er så intense, at det er svært for mig at være i.
Da han endelig bliver færdig med at spise, får jeg børstet hans tænder og går derefter i seng. Min søn falder heldigvis hurtigt i søvn, for imens jeg favner ham, kommer veerne som perler på snor, der er så kraftige at den brændende og nivende fornemmelse, som jeg havde tidligere på dagen, nu føles meget “skarpere”. Det kan på en måde godt minde lidt om en (meget ubehagelig) gynækologisk undersøgelse. Mit underliv føles så spændt, at det føles som om noget inde i mig, er på nippet til at sprænge. Ligesom en elastik der bliver trukket så meget i, at det kan sprænge når som helst.
Selvom jeg prøver at hvile mig, er det umuligt. Ifølge appen kommer veerne nu med 4 minutters mellemrum, men varer forsat kun 35 sekunder. Noget i mig siger at appen simpelthen ikke stemmer overens med det jeg fornemmer.
Jeg rejser mig fra sengen for at gå ind til stuen, og får med det samme en kraftig ve. Jeg tager tid på, men vælger denne gang at kigge på telefonen imens. Da der er gået 34 sekunder går skærmen sort. Veen er så kraftig at jeg ikke længere kan gå eller stå på mine ben, og jeg lægger mig derfor på “alle fire” i sofaen med min telefon i hånden. Da veen endelig slipper, og jeg kommer ind på appen igen for at trykke “stop”, ser jeg at der på appen står, at veen kun har varet 35 sekunder.
Det kan jeg slet ikke få til at hænge sammen oppe i mit hovede, så jeg beslutter mig for at prøve en anden app. En app som jeg faktisk ALTID har brugt, når jeg har skulle tage tid på mine klienters veer.
Klokken er 21.08 da jeg får endnu en kraftig ve. Jeg bruger nu den app, som jeg normalt plejer at bruge, og inden jeg overhovedet når at trykke på stop knappen, kan jeg se at der allerede er gået lidt over 1 minut siden min ve startede.
Jeg panikker lidt, da det går op for mig, at den ve-app som jeg har brugt hele dagen, simpelthen stopper med at tælle, når skærmen går sort.
Klokken 21.25 skriver Mathilde:
“Hej søde. Hvad er status hos dig? Jeg tænker at gå i seng her inden for en halv times tid, og så kan du jo ringe, når du mærker, at du har brug for at give mig en opdatering”
Jeg ringer Mathilde op med det samme og forklar hende om ve-appen. Selvom jeg har på fornemmelsen at jeg er meget længere henne i processen, så bliver jeg enormt usikker på mig selv og, om det jeg fornemmer nu også kan passe. Så jeg laver en aftale med Mathilde om, at vi begge hviler os, og at jeg ringer, når jeg har brug for at hun kommer.
Da jeg lægger røret på, vælger jeg for en sikkerhedsskyld, at tage tid på et par veer, men efter blot 3 veer er jeg ikke længere i tvivl. En lille besked er netop poppet op, hvori der står, at jeg skal ringe til hospitalet og gøre mig klare til at tage afsted. Veerne varer nemlig 1 minut og kommer nu med 3 minutters mellemrum.
Og jeg tænker FUCK!
