Fødselsberetning - Del 1

Onsdag d. 6 september 2023

Jeg vågner om morgen, forholdsvis frisk og i godt humør. De kraftige plukveer som jeg har haft de sidste 2 dage er fuldstændig stilnet af.  Jeg er endda kommet til et punkt, hvor jeg hører mig selv sige, at jeg nok ikke skal forvente at gå i fødsel før engang i næste uge - For det passer med min terminsdato, som er sat til den 15. september.

Klokken 06.48 beslutter jeg mig derfor at skrive følgende besked til min doula, Mathilde:

“ Godmorgen søde,

Jeg ville bare lige give en opdatering… 
det er som om tingene er stilnet af igen..
Der er stadig en del plukveer, men de er ikke så kraftige som de ellers har været.. 
Så der går nok noget tid endnu.”

Mathilde spørger indtil, hvordan det er for mig at være i, hvortil jeg svarer, at det er okay, og at jeg har det fint med at slippe kontrollen og bare være med det der er.

Og i det øjeblik jeg svarer på hendes besked, får jeg pludselig en kraftig sammentrækning i underlivet. Det minder om kraftig menstruationsmerter, hvor det både spænder og niver en smule i underlivet samtidig med, at der er den her kraftige murren og krampe lignende fornemmelse i nederste del af maven. 

Den første “sammentrækning” virker genkendeligt, og alligevel lidt svær at gennemskue, men da jeg kort tid efter mærker endnu en kraftig sammentrækning i underlivet, er jeg ikke længere et sekund i tvivl - Jeg har veer!

Min mand er ved at gøre sig klar til at tage på arbejde, og selvom jeg har enormt meget lyst til at fortælle ham, at jeg har veer, så vælger jeg IKKE at sige noget i frygt for, at det hele ville gå i stå igen.

Jeg får dog akavet sagt til ham, at jeg måske vil få brug for, at han tager resten af dagen fri i tilfælde af, at jeg pludselig begynder at få veer. Det er han naturligvis helt indforstået med kan ske, men ligner ikke en, der umiddelbart er forberedt på det…Faktisk ligner han en der slet ikke længere tør tro på ,at jeg nogensinde går i fødsel.

Klokken 7.50 står jeg sammen med vores søn ude i opgangen og vinker og sender flyve kys til min mand, vel viden at han højt sandsynligt vil komme hjem igen ved middagstiden. Så jeg bruger resten af formiddagen på at favne min søn og nyde den sidste tid alene med ham, og ikke mindst lillebrors små spark og bevægelser i maven. 

Selvom jeg glæder mig over, at fødslen endelig er igang, så føles det hele også enormt vemodigt.  Det går nemlig op for mig at tosomheden som jeg har haft med min søn de sidste tre år, (hvor jeg har gået hjemme med ham), er ved at nå sin ende. 

Jeg tager tid på mine veer, og vælger at bruge appen “Preglife”, som jeg har brugt under hele min graviditet til at følge med i babys udvikling i maven. Veerne kommer med 20 minutters mellemrum og varer ca 35 sekunder.

Da klokken er 10.05 ringer jeg til min doula, Mathilde, og gøre hende opmærksom på, at jeg har veer. Vi griner lidt ad det, da jeg jo et par timer før har haft skrevet at alting er stilnet af, som en slags hentydning til at hun ikke skulle forvente en fødsel foreløbig. 

Vi aftaler at ringes ved senere på dagen, da jeg ikke ser nogen grund til, at hun skal komme så tidligt i fødselsprocessen. Jeg mærker tydeligt et behov for bare at hvile og slappe af så meget som muligt, og bare være i min fødehule, som jeg har brugt de sidste par måneder på at skabe.

Selvom jeg inderst inde ikke er et sekund i tvivl om, at fødselsprocessen er igang, så har jeg stadig lidt svært ved at tro på det. Dels fordi veerne stadig er uregelmæssig og i princippet kan risikere at gå i sig selv igen, og dels fordi det er så vild og surrealistisk en situation at stå i, at jeg generelt bare har svært ved at tro på det. 

Kl 10.13 ringer jeg til min mands arbejde. Det er hans chef, Jesper, der tager telefonen, og lige så snart jeg siger mit navn og spørger om jeg må snakke med min mand, kan jeg høre på Jespers stemme, at han godt ved, hvad det betyder. Han kalder på min mand og siger spændt “det er din kone… Er det nu?? Er det nu?” Hvor efter min mand tager telefonen og lidt nervøst siger “hey skat, hva så?”. 

Det første jeg siger til min mand er, at jeg altså ikke er ved at føde, men at jeg har veer og at jeg har brug for at han kommer hjem. Jeg fortæller derefter at han som sådan ikke behøver at skynde sig eller lukke helt ned for hans kalender endnu, da jeg frygter at veerne vil stilne af igen.  Vi aftaler at han klipper sin sidste kunde færdig, lukker resten af eftermiddagen ned, og kommer hjem efter hans frokostpause, medmindre det hele pludselig går hurtigt. 

Da jeg lægger på, ringer jeg derefter til min “bonus mor” Kirsten og fortæller hende at jeg har begyndende veer, og spørger om hun har mulighed for at tage Lucas et par timer så jeg kan få sovet lidt.  Hun havde netop selv tænkt, at tilbyde at tage Lucas med ud den dag for at aflaste mig.

Kl 12.00 sender jeg min søn ud ad døren med Kirsten, og har derefter en masse jeg gerne vil ordne, men ligeså snart jeg lukker døren efter mig, begynder veerne at tage til, og min krop søger direkte hen mod sofaen, hvor jeg putter mig under min søns dyne og prøver at finde fred med ikke at skulle lave noget.